|
|
|
Overraskelse! Jeg kommer i jeres øjne
|
|
|
|
Forestil dig en kunstner med et stort, vildt hår og et enormt skæg, der vælter ud over dynejakken. Forestil dig et filosofisk hårdtpumpet sind, et rastløst individ på vej gennem natten i en WV Transporter, som en hvid pil gennem Europa, mellem Albisola, Paris, København og Herning. Forestil dig en kunstner i evig bevægelse, alene der på autobahn med sin telefon og sin notesblok i forruden, mellem mørke, motorvejsrestauranter og oplyste afkørsler; han skriver ideer ned, fikser aftaler, laver skitser og kører, kører, kører. Forestil dig en kunstner, som altid er i bevægelse, altid er på salgsturné, altid pønser på et nyt futilistisk eksperiment. Forestil dig hans kunst. Forestil dig Kristian Hornsleth.
En krydsning, et virus, en fucking bastard, det må være hvad han er, mellem den gale videnskabsmand, den gammeldags bataljemaler og en pengegrisk messias, sådan cirka. Den særlige futilistiske legering viser sig i hvert eneste af hans værker. Se, han rører på sig.
Den gale videnskabsmand: Kunstmaleren med det vilde skæg træder ud af sin hvide varevogn med sine håndskrevne sedler i den ene hånd. Det er stjerneklart, koldt i vejret, han låser jerndøren til værkstedet op og tænder lyset indenfor, hvor lærrederne står i tykke lag. Han er træt, men han bliver nødt til at læsse af og ordne sit gear. Først sedlerne fra blokken. De bliver delt op tre kategorier: Langsigtede projekter, aktuelle ideer og så det, der haster. I aften tager han fat på en af de hastende ideer, en skulptur, som han tegner rent og ringer for at få en aftale omkring. Han finder et lærred, som han smasker en gang lyserød maling udover. Men han er hverken futilistisk eller storladen, hverken ramt af stor indsigt eller hellig inspiration, han er bare pissetræt, så han stopper der, pakker et par ting ud og kører hjem i seng.
Den næste dag er han i gang igen. Malingen er tør, og billedet muterer, krakelerer, maleren ommøblerer, accelerer. Han kortslutter sin idé og tænder den igen. Han tager et element af de gamle penselstrøg, dækker dem til med flere lag, trækker konturer op, limer fotografier på, går til og fra, til og fra. Han starter futilt, med noget meningsløst, ikke-struktureret, kaotisk og dyrker alt det kaotiskes dynamik, en human powerprocessor med foden på fartpedalen. Eksperimentet er i sig selv interessant, det er værd at blive ved med at eksperimentere, at gentage, at blive ved og ved. Måske fordi han er søn af en professor i virologi, opvokset i en naturvidenskabelig tradition, hvor den eneste sikre viden er den, man har prøvet af igen og igen. Måske fordi han bare er fascineret af omvejens æstetik, af den kunstneriske detour. Virologens vildfarne virus kører forkert med vilje og nyder det.
Bataljemaleren K: Kristian Hornsleth tager en afstikker til en designhøjskole, hvor han hælder maling ud over nogle nøgne kvinder, spiller freak of the day for penge, kontakter forskellige personer i sit netværk for at få gang i en forretningsidé, mobilen ringer, den ringer igen, han kommer hjem, maler, tager afsted igen og muterer.
Han er en muskelmand, der presser ideerne igennem med magt, viser ikke alt for stor følsomhed over for forhindringerne, bare tempo, tempo, tempo. Han fyrer sit oversavede jagtgevær af mod lærredet, maler storladent, okser på, ud over liderlige pornostjerner, skærer og river i lærredet.
-Man må råbe død for at mærke, man lever, siger han, og råber alt hvad han kan. Lærredet får flere lag. Slogan'et "rape, kill, burn, steal" hen over ansigtet på et pigen, maler det over, placerer andre hooklines, der får deres egen indlysende sandhedsværdi midt i den uordentlige æstetik.
Han kæmper med erkendelsen, afsøger nye indsigter, men maler ikke direkte filosofiske billeder. Han minder mere om en gammeldags bataljemaler. Den slags maler, der gengav historiske begivenheder, nyheder og fortællinger om vigtige personligheder lang tid før, man havde aviser og andre massemedier. Og marketing, for den sags skyld.
-Jeg elsker kombinationen af det ultrakommercielle og det ultrafilosofiske, erklærer han, han erkærer i èt væk og viser samfundets skummende overflade af forbrugersymboler, sex, død, smerte og smartness. Han er sex, død, smerte og smartness, ligesom alle andre storkonsumenter, ligesom alle andre junkier af mediernes og byernes billeder. Hornsleths lille, djævelske trick er, at han ikke bare lider med os, analyserer processen eller skildrer os, mens vi forbruger. Han lægger sig midt i samfundets mest magtfulde processer og accelerer dem, bliver en del af dem for senere at male dem.
Han maler processerne, maler begæret efter magt, penge, status, stoffer, kvinder og alt det andet sjove, som de rige har så meget af. Han maler den mærkelige tvang, som altid følger med friheden. Maler farten, kaos'et – og spænder kødet, kroppen, tilfredsstillelsen, aggressionen ud mellem intensiteterne og meningsløsheden. Nogle gange med skønhed, af og til med væmmelse, eller måske med vilde brud til helt andre former for mening. Det tredje årtusindes erkendelsesteoretiske bataljemaler er i gang med at portrættere denne almentmenneskelige batalje. Mest af alt som handlingens mand. Som om han mærker motorvejens summen i sin krop og maler med den.
Min ven Messias: Kristian Hornsleths billede er ved at være på plads. Han har skildret bevægelsen fra det tilfældige, måske futile indfald, gennem byens og vores verdens semantiske tågekammer, mimet den mærkelige bevægelse, han og vores verden konstant rummer. Han har ligget på knæ og følt på eksistensens kantsten, parret den med meningen og marketingkonsulentens ABC. Han er begyndt forfra og har sluttet et utal af gange. Han har kortlagt byen, ganske enkelt, en lille bid af tilværelsen, og han har gjort det så storladent og primitivt, som han skal. Men han mangler stadig det sidste, for at kunne missionere i alverdens frisørsaloner og sofastuer. Nu dækker han billedet med en firkantet tværbjælke i sort maling, ridser sit navnetræk ind, som det er ridset ind i alt hvad han rører ved. Bjælken dækker en del af billedet, krydser ind over udsigten og ændrer fokus fuldstændigt. Selvom det ikke er et kors, har bjælken sine ligheder med Jesus' andensidste stoppested. Den vandrette barre sætter individet i verden, måske mere grinende end lidende, men til alles skue, og med masser af krop. Bjælken udstiller kunstneren, hænger mennesket frem i lyset, udenpå moradset af kaos og liderlighed, han bliver hængende i forgrunden, hvorhen alting end bevæger sig, som en dødsdømt markedsmessias. Eller også bliver han slet ikke hængende. Måske flygter han, måske bedrager han os og forsvinder, netop som vi tror vi har ham. Måske efterlader han os der, med fjæset vendt mod lærredet og Hornsleth-ridsen på vores nethinde. Surprise! I come in your eyes. Billedet går op.
Jacob Fälling, filosof og journalist, København, 2005
This text was published the first time in the book Fuck You Art Lovers Forever,
Kristian von Hornsleth, Futilistic Publishing, Copenhagen 2005.
You can buy the book on www.hornsleth.com
|
|
